I januar 2017 udkom den årlige rapport fra bestyrelsen for ”Bulletin of the Atomic Scientist”. Bestyrelsen omfatter mange nobelpristagere blandt sine medlemmer, og de dækker mange fagområder. Siden 1947 har bestyrelsen således publiceret deres ‘fornemmelser’ og risiko for verdens undergang med det såkaldte ‘Doomsday Watch’. Jo tættere uret stod på klokken 24, jo tættere var menneskeheden på sin egen udslettelse. Uret var i 2017 stillet til 2½ minut i 24 eller yderligere 30 sekunder tættere på klokkeslag end året før. Begrundelsen lød:
” – Dette års overvejelser føles mere presserende end sædvanligt. Ud over truslerne fra atomvåben og klimaforandringer er der kommet nye globale virkeligheder frem, da pålidelige kilder til information er under angreb. Falske nyheder er stigende, og ord bliver brugt på arrogant og ofte uforsvarlig vis, lyder det i rapportens indledning.
Den allerede truende verdenssituation sker samtidig med en stigning i heftig nationalisme på verdensplan. Også i den amerikanske præsidentkampagne, hvor vinderen, Donald Trump, kom med foruroligende udtalelser om spredning og brug af atomvåben og udtrykte mistro til overvældende konsensus omkring klimaforandringer.”
Uret var i 2021 stillet til 100 sekunder i midnat kl 24. Begrundelsen lød nu:
”De eksistentielle trusler fra atomvåben og klimaændringer er intensiveret i de senere år på grund af en trusselmultiplikator: den fortsatte korruption af informationsøkosfæren, som demokrati og offentlig beslutningstagning er afhængig af. Også her er COVID-19-pandemien et vækkende opkald. Falske og vildledende oplysninger, der formidles over internettet – herunder vildledende fremstilling af COVID-19s alvor, fremme af falske helbredelser og politisering af billige beskyttelsesforanstaltninger som ansigtsmasker – skabte socialt kaos i mange lande og førte til unødvendig død. Denne forsømmelige tilsidesættelse af videnskab og den omfattende omfavnelse af konspiratorisk vrøvl – ofte drevet af politiske personer og partiske medier – underminerede de ansvarlige nationale og globale leders evne til at beskytte deres borgeres sikkerhed.”
Videnskabsmændene bag udgivelsen af ”Bulletin of the Atomic Scientist” omfatter en lang række nobelpristagere (13 nobelpristagere i 2021). De er bekymrede og udtrykte allerede i 2015, at en global katastrofe er ‘højst sandsynlig’.
Hvordan er det så med den videnskabelige troværdighed, når man kan konstatere, at vi jo er her endnu? Bare fordi noget ikke sker, betyder det ikke, at dommedagsuret ikke afspejler en reel trussel. Dommedagsurets visere sættes på basis af usikre beregninger og overvejelser, men de viser tendenser og sætter fokus på reelle trusler.
https://da.wikipedia.org/wiki/Dommedagsuret
Anvendelsen af udtrykket ’højst sandsynlig’ viser, at vi taler om sandsynligheder. Hvad er sandsynligt, og hvad er højst sandsynligt? Er der tale om den samme sandsynlighed, som når vi kaster en mønt i luften og gætter på, om den lander på plat eller krone? Nej, der er tale om en anden type sandsynlighed, hvad kommitéen også selv forklarer. Kommitéen understreger, at de ikke forudsiger noget, men snarere gennem placeringen af viserne vil advare verden om dens forfatning og forpligtelse. Dermed kan visernes placering mere betragtes som en slags retorisk sandsynlighed.
Karl Popper (1902-1994) er sikkert tilfreds med, at kommitéen indrømmer, at her er der ikke tale om videnskab i traditionel forstand, da man ikke har styr på lovmæssigheden af alle de indgående faktorer, som bestemmer jordens fremtid.
Risiko er et udtryk for sandsynligheden for at en ubehagelig begivenhed vil indtræffe. Risiko eller sandsynlighed må nødvendigvis overvejes sammen med konsekvenserne ved at begivenheden indtræffer. Populært kan man sige, at en risiko skal tages alvorlig, hvis ’produktet’ af sandsynlighed og konsekvens er høj. Høj sandsynlighed og lille konsekvens kan blot være irriterende, men vil ikke være katastrofal. Risiko med høj sandsynlighed og alvorlige konsekvenser kræver handling. Hvis man som i tilfældet med dommedagsuret taler om høj sandsynlighed og global katastrofe, så bør advarslen virkelig tages alvorlig.
“Grænser for vækst”
I 1972 blev bogen “Grænser for vækst” udgivet. Arbejdet blev igangsat af Rom-klubben, som bestilte forskere til at analysere jordklodens tilstand og fremtidige udvikling ud fra forskellige antagelser. Forskernes tog udgangspunkt i metoden “Systemdynamik”, som var blevet udviklet og anvendt i erhvervslivet til at beskrive de dynamiske elementer i erhvervslivets beslutninger.
Bogen indeholder en populær gengivelse af indholdet i forskernes rapporter, og den var et forsøg på at fremskrive udviklingen i verden ud fra forskellige parametre som på kompliceret vis gensidigt påvirker hinanden. Det er dette forsøg på at afspejle den dynamiske påvirkning, som måske var et forskningsmæssigt nybrud i fremskrivning af jordens tilstand.
Da bogen udkom virkede dens beskrivelse af menneskehedens fremtid stærkt provokerende og bogens metode og præmisser er blevet kritiseret. Romklubben har fastholdt bogens hovedbudskab:
- Hvis de nuværende væksttendenser i verdens befolkning , industrialisering , forurening , fødevareproduktion og ressourceforringelse fortsætter uændret, vil grænserne for vækst på denne planet nås engang inden for de næste hundrede år. Det mest sandsynlige resultat vil være et ret pludseligt og ukontrollabelt fald i både befolkning og industriel kapacitet.
- Det er muligt at ændre disse væksttendenser og etablere en betingelse for økologisk og økonomisk stabilitet, der er bæredygtig langt ud i fremtiden. Tilstanden i global ligevægt kunne være designet, så hver persons grundlæggende materielle behov opfyldes, og hver person har lige mulighed for at realisere sit individuelle menneskelige potentiale.
- Hvis verdens folk beslutter sig for at stræbe efter dette andet resultat frem for det første, jo hurtigere de begynder at arbejde for at opnå det, desto større er deres chancer for succes.
Romklubbens omtale af bogen “Grænser for vækst”:
Budskabet i denne bog gælder stadig i dag: Jordens sammenkoblede ressourcer – det globale natursystem, som vi alle lever i – kan sandsynligvis ikke understøtte den nuværende økonomiske og befolkningstilvækst meget længere end år 2100, eller kortere, selv med avanceret teknologi.
I sommeren 1970 begyndte et internationalt forskerteam ved Massachusetts Institute of Technology en undersøgelse af konsekvenserne af fortsat global vækst. De undersøgte de fem grundlæggende faktorer, der bestemmer – og i deres interaktioner i sidste ende begrænser – væksten på denne planets befolkningsstigning, landbrugsproduktion, ikke-fornybar ressourceforringelse, industriproduktion og forurening. MIT -teamet indførte data om disse fem faktorer i en global computermodel og testede derefter modellens adfærd under flere sæt forudsætninger for at bestemme alternative mønstre for menneskehedens fremtid.
Bogen “Grænser for vækst” er den ikke-tekniske rapport om deres arbejde. Bogen indeholder også et budskab om håb: Mennesket kan skabe et samfund, hvor det kan leve på ubestemt tid på jorden, hvis det pålægger grænser for sig selv og sin produktion af materielle goder for at opnå en tilstand af global ligevægt med befolkning og produktion i en nøje udvalgt balance.
Kilde: Romklubben
Romklubben:
Det Club of Rome blev grundlagt i 1968 på Accademia dei Lincei i Rom, Italien. Det består af hundrede fulde medlemmer udvalgt blandt nuværende og tidligere stats- og regeringschefer, FN-administratorer, politikere på højt plan og embedsmænd, diplomater, forskere, økonomer og virksomhedsledere fra hele verden. Det vakte betydelig offentlig opmærksomhed i 1972 med den første rapport til Club of Rome, The Limits to Growth. Siden 1. juli 2008 har organisationen haft base i Winterthur, Schweiz.
Kilde: Wikipedia (en)
———————————————————————————————
Systemdynamik:
Metoden, der anvendtes i undersøgelserne bag Grænser for Vækst, kaldes Systemdynamik og er udviklet i 1950erne af J. Forrester ved MIT i USA. Den er inspireret af kybernetikken, dvs. læren om de biologiske mekanismer, der styrer levende organismers udvikling. Anvendt på samfundsforhold, opbygges der modeller over vekselvirkningerne mellem de væsentlige – og kun de væsentlige – faktorer for de udviklinger, man vil analysere, uden for megen skelen til, om der umiddelbart er statistiske data til rådighed. Findes disse ikke, opbygger man, ofte som en væsentlig del af arbejdet, sandsynlige data og sammenhænge ud fra antagelsen af, at det er bedre end helt at ignorere en afgørende faktor. I modellerne skabes dynamikken af indbyggede tilbagekoblinger, forsinkelser og ikke-lineære relationer. Den systemdynamiske metode lægger vægt på enkle og let forståelige modeller,
Et simpelt computersprog, DYNAMO og senere STELLA er udviklet til metoden. Det anses for vigtigt at lære at forstå systemet gennem modellens opførsel og ikke blindt tro på de kvantitative resultater computeren kommer frem til. I de opfølgende versioner af rapporten i 1992 og 2004 er modellens struktur i store træk bibeholdt. Men visse data for sammenhængene er justeret lidt ud fra nyere erfaringer. F.eks. er ønsket børnetal
gjort stærkere afhængig af levestandarden.
Kilde: Jørgen Stig Nørgård lektor emeritus, DTU. “Befolknings-
udviklingen – den glemte faktor i miljøpolitikken“.
Hvis solen ikke er mere
Solen er en stjerne. Solen er en forudsætning for liv på jorden. Hvis solen ikke er mere, så er der ikke liv på jorden. En stjerne er “levende” og dynamisk, og den gennemløber flere faser i sin levetid. Den dag solen måtte have opbrugt sit atomare brændstof, forudsiger astrofysikerne, at solen vil svulme op til en rød kæmpestjerne, og dermed vil jorden ophøre med at eksistere. Beregninger og prognoser forudsiger, at dette vil kunne ske om ca 5 milliarder år. Hvis naturlovene får lov at bestå uændrede, er dette jordens skæbne. Her er forudsigelsen baseret på naturlove, og derfor vil forudsigelsen kunne leve op til Poppers strenge krav om videnskabelighed.
Menneskeheden reddet ved et tilfælde?
Vi har det normalt ikke særlig godt med, at store alvorlige begivenheder kan indtræffe pludseligt, tilfældigt og uden varsel. Sådan har vi det på det personlige plan, når vi ser at alvorlige sygdomme kan dukke op og så at sige ‘komme ud af intet’. Intet forvarsel, og så lige pludseligt er vi måske dødeligt syge.
På samme måde har vi med de trusler, som kan true hele menneskeheden med udslettelse. Tilfældigheder eller enkeltpersoner som kan udløse (eller forhindre) katastrofer.
Og så er det tid at nævne, hvordan en verdenskatastrofe blev afværget ved en enkelt mands modige lydighedsnægtelse. Manden er Stanislaw Petrow (1939-2017), der var russisk oberstløjtnant fra de sovjetiske strategiske raketstyrker. I forfatteren Øjvind Kyrøs bog ”Manden der reddede verden” skriver han om en begivenhed i 1983:
” »Klokken var et kvarter over midnat, og med et stod tiden stille. Alarmskiltet lyste kontrolrummet op, sirenen skar gennem luften med sin skingre, øredøvende lyd. »START« stod der på det kæmpemæssige skilt over storskærmene i kontrolrummet – USA havde affyret en raket mod USSR. Stanislav Petrov var i chok. Det var, som om et usynligt slag havde ramt ham. Han stirrede på computerens instrumentbræt, der viste »1« – det betød, at pålideligheden af meldingen var i top.«”
Hvordan reagerede Stanislav Petrov? Hvad tænkte han, da meldingen på storskærmen lød ”raketangreb”? Han var trænet til netop at handle i denne situation. Forholdsordren lød på, at han skulle iværksætte et modangreb og sende det sovjetiske atomarsenal i hovedet på de amerikanske angribere. Radarsystemerne havde fortolket naturfænomener som et atomraketangreb. Stanislav Petrov adlød ikke ordre, kan vi jo konstatere. Han blev pensioneret og boede i en lille lejlighed i en forstad til Moskva og levede af en månedlig pension på 1.500 kr. Han fik ingen tak af Sovjet-staten. Senere modtog Stanislav Petrov dog anerkendelse og en række hædersbeviser fra internationale organisationer, da hændelsen blev kendt i 1990’erne.
I en artikel fra den 28. marts 2013 med omtale af Øjvind Kyrøs bog slutter Berlingske tidende med ordene:
”Stanislav gjorde »ingenting« og rejste dermed i overført betydning et kolossalt monument over sandheden i, at en beslutning om ikke at handle også er at handle. I hans tilfælde udgjorde det formentlig forskellen mellem liv og død for hundreder af millioner af mennesker.”
