Dommedag

De fleste religioner omtaler en dommedag, hvor mennesket stilles over for den store dommer, og livets regnebræt gøres op. Der skal samtidig gøres op med menneskestyrets forvaltning af jorden. Det skal senest ske ved verdens ende. Overfladisk set kunne det måske ligne videnskabsmændenes forudsigelser om Jordens fremtid, men verdens ende i religiøs betydning indeholder også i nogle religioner et løfte om genopretning og fred på jorden. Videnskabens forventninger er således dunkle og mørke, mens flere religionernes syn på fremtiden indeholder et lys på en mørk baggrund.

Dommedag. Michelangelos Fresko-maleri i Det Sixtinske Kapel, Vatikanet

Dommens dag omtales også som “Vredens Dag” eller “Den yderste Dag”. De forskellige opfattelser af dommedag samles under betegnelsen eskatologi. Eskatologi omtales i Gads leksikon således:

”Af græsk eskatos, “sidst”. Eskatologi er det, der siges om de sidste ting, hvordan et menneske ender, når det er dødt, eller hvordan verden ender, når den går under. ”

Opfattelserne og konsekvenserne er meget forskellige, om man er kristen, muslim, buddhist eller tilhører en af de andre store religioner. Forskellighederne viser sig i deres forestillinger om retfærdighed og grader af straf, fortabelse, frelse.

Kristendom

Hvad er dommedag for en kristen? Dommedag er en dag. Men hvilken dag? Kommer den overraskende som en tyv, eller kan den forudses og tidsættes? Nogle kristne mener, at dommedag er en fremtidig verdensdommen, mens andre vil mene, at hver eneste dag er dommedag. Den officielle udlægning af dommedag (som også er Den danske Folkekirkes trosgrundlag) er at finde i Den apostolske Trosbekendelse, som i uddrag lyder:

”Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, … iddende ved Gud Faders, den almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde.”

Kristendommen indeholder budskaber om, hvordan den enkelte stilles til ansvar på dommens dag. Men kristendommen indeholder også tanken om dommens dag som en verdensdom. Det er ikke kun dommen over den enkelte, når han eller hun dør, det er altså også dommen over alt og alle, når retfærdighed og fred skal genindføres.

I evangelierne taler Jesus og hans disciple om Jesu genkomst og verdens ende. I Mattæus 24 spørger disciplene således, hvad der er tegnet på Jesu komme [andet komme] og verdens ende? Jesus svarer ved at nævne en lang række begivenheder og tegn – men ikke noget årstal – der skal kendetegne dette tidspunkt. I kristendommen opfattes dommedagen således konkret, som en fremtidig begivenhed.

I nogle nyere fortolkninger af dommedag bliver det imidlertid til et spørgsmål om den enkelte kristnes adfærd, som den kommer til udtryk i vores behandling af vore medmennesker – næsten. Den kendte teolog og religionsfilosof Løgstrup (1905 – 81) udlægger dommedagen som ”et navn for den daglige udfordring, som består i varetagelsen af næstens behov. I den sammenhæng er “verdens undergang” min verdens undergang, når jeg har svigtet den anden.”

Tanken om ‘verdens ende’ som Guds endelige opgør med Satan og en ond og gudløs verden kendes bl.a. fra en passage i Johannes’ Åbenbaring, hvor begivenheden omtales som krigen ved Harmagedon.

Helvedes flammer , Tuse kirke.

Islam

Muslimer mener, at der skal fældes en dom over den enkelte person og over verden. Det er dommedag. Ved dommedag (også kaldet Genopstandelsedagen) og ved verdens ende vil alle, der nogensinde har levet, bliver stillet til ansvar, og de konfronteres med deres gerninger, og dermed kan dommen afsiges. Ved dommen vil de gode muslimer modtage frelsen og komme i paradis, mens de onde og ikke-troende skal ende i et helvede. En særstatus har martyrer, fordi de kan undslippe dommedagen og komme direkte i paradis.

Gads leksikon skriver om Islams tro på dommedag og de sidste dage således:

”Det er i disse tider, at dommedag vil finde sted, hvor hvert menneske skal stå til regnskab for sine tanker og handlinger, og verden vil blive rystet i sin grundvold og gå under.”

Venter man “bare” på dommedag, eller kan den fremskyndes? Den militante muslimske gruppe ISIS eller IS, som kæmper for at oprette et kalifat, ser tegn på, at verdens undergang er nær. ISIS påvirker udviklingen på en måde, som de udlægger som opfyldelse af profetier om verdens ende og dommedag. Dermed er ankomsten af Mahdi  [muslimsk frelser] nært forestående. Dommedag bliver for ISIS ikke blot noget man venter på – den fremkaldes.

Maya-religionen

Det blev skrevet mange avissider om, hvad der skulle ske, når vor kalender viste 21. december 2012. Der blev lavet dommedagsfilm over denne dato. Interessen opstod ved forestillinger om, hvad der skulle ske ved mayakalenderens udløb. Ville det betyde verdens ende? Ifølge forskere af maya-kulturen så skulle mayaerne ikke selv mene, at det ville være Jordens undergang, men blot begyndelse på en ny kalender. Det skulle svare til at vi skifter vor Mayland-kalender ud med en ny for det nye år.

Jødedom

Jødernes forventning til dommedag er knyttet til beretningerne i det gamle testamente. Bibelens gamle skrifter beretter om nationen Israels historie – om sejre og nederlag, om fortid og fremtid, og endelig om messianske forventninger. Ved dommedag samles jøderne igen i Israel, de døde vil blive genoplivet og opstå. Det vil ske under den fremtidige Messias ledelse, hvor også genoprettelsen af verden vil ske.

Gads leksikon beskriver jødedommens dommens dag således:

”I jødedommen er de eskatologiske forestillinger knyttet til den forventede messianske forløsning af det jødiske folk ved denne verdens ende, sådan som den er beskrevet i de bibelske apokalyptiske skrifter om verdens undergang og en ny tids begyndelse.”

 

Enkeltpersoners forestillinger

For troende har “slutningen” altid været forestående. I den kristne verden synes hvert århundrede at bringe en ny bølge af beregninger. Den 1. januar 1000 forudsagde pave Sylvester II en tusindårs apokalypse. To århundreder senere forudsagde Pave Innocent III, at enden ville komme 666 år efter islams fødsel. Den Sorte Død bragte en henrykkelses-feber, ligesom enhver komet. Cotton Mather, den indflydelsesrige amerikanske prædikant, havde tre gæt på mellem 1697 og 1736. Hvad angår dette århundrede, fandt en undersøgelse fra Pew Research Center 2010, at næsten halvdelen af de amerikanske kristne – ikke kun evangeliske – tror på, at Kristus vil vende tilbage i deres levetid.

Nostradamus

Nostradamus eller rettere Michel de Nostredame, (15031566) er omgærdet med megen mystik. Nostradamus var en velestimeret læge og matematiker, men han er især kendt for skriftet ‘Centuria’ (1555), som indeholdt en lang række forudsigelser og spådomme. Hans trang til det mystiske hænger nok også sammen med hans interesse for astrologi.

Eftertiden har villet tolke Nostradamus’ forudsigelser ind i mange faktiske begivenheder som fx Hitlers Nazi-tyskland, 9/11-terrorangrebet, ja endog Donald Trump er blevet føjet til samlingen af hans forudsigelser. Nostradamus’ spådomme kunne også tolkes som et forvarsel om pavedømmets fald. I 1781 blev hans værker bandlyst af Paven. Kritikerne af Nostradamus’ forudsigelser mener, at hans forudsigelser er så generelle, at de kan tolkes ind i mange faktiske hændelser. På trods af det, eller måske netop på grund af de store muligheder for at fortolke hans spådomme, nyder han stadig en vis fascination, måske på niveau med horoskoper i ugebladene.

Sir Isaac Newton

Isaac Newton (1643-1727) er særlig spændende at undersøge på grund af hans store interesser for naturvidenskab og religion. Vi vil derfor forsøge at komme lidt tættere på hans religiøse forestillinger. Troede han på en dommedag, hvornår skulle den indtræffe, og hvad lagde han i begrebet?

Isaac Newton er kendt for sine videnskabelige bedrifter. Newtons mest kendte værk er ”Philosophiae Naturalis Principia Mathematica” fra 1687 (dansk: “Naturfilosofiens matematiske principper”). Det regnes for et af de mest betydningsfulde videnskabelige værker nogensinde. Newton var imidlertid et multi-geni. Han spændte vidt fra videnskab til alkymi, teologi og sidst i livet som direktør for Royal Mint [Den kongelige Mønt]. Meget tidligt nærede Newton interesse for teologiske emner. I sit liv producere han flere skrevne sider om teologi end om naturvidenskab (sic). For Newton var studier i skriften ikke en sær hobby, men et seriøst arbejde han tillagde stor betydning. Og allerede før 1690 studerede han tunge bibelske emner som fx treenighed og profetier. I et brev til Locke omtaler han, hvad han betragtede som mistolkninger af den bibelske tekst. Han skriver i et brev til Locke om ” … to vigtige fejltagelser i skriften” omhandlende to passager om treenigheden og profetier om verdens ende.

 

Hvad angår et bud på et tidspunkt for verdens ende, nåede han frem til årstallet 2060. Årstallet var baseret på hans studier af de bibelske profetier, og hans forståelse af den bibelske kronologi. Hans analyse fremgår af et manuskript “Studier i Daniels profeti og Apokalypsen” fra 1704 kombineret med nogle løse sider, som indeholder nogle overvejelser om endens tid (se også xxx, Newton: Beregninger vedr. år 2060, som tidspunktet for verden ende). Han skriver:

”Så en tid, tider & halv tid er 42 måneder eller 1260 dage eller tre år og en halvt, hvor der går tolv måneder på et Aar & 30 dage til en måned, som det blev gjort i kalenderen for det primitive år. Og hvis vilddyrets korte levetid bliver anvendt på kongeriger (sic), så vil perioden 1260 dage ende AC 2060, hvis dateringen begynder ved de tre kongers fuldstændige erobring i AC 800. Det kan ende senere, men jeg ser ingen grund til at det slutter hurtigere.”

Beregninger vedrørende år 2060, som tidspunktet for verden ende.

En lang række af Newtons papirer dukkede i 1936 op på Sotheby i London. Den største enkelte samling af de teologiske papirer blev erhvervet af den jødiske lærde Abraham Shalom Ezekiel Yahuda. Det var dog først i 1991 at manuskripterne blev gjort tilgængelige for forskerne.

Manuskripterne viste viste at Newton havde regnet sig frem til 2060 som et muligt tidspunkt for verdens ende. Newton så ikke verden ende som jordens endeligt, men som tidspunktet for verden ville blive erstattet af en ny verden, der ville være kendetegnet af en guddommelig indført fred. I kristen terminologi omtales det ofte som Jesu Kristi andet komme og etableringen af ​​Guds rige – Paradiset – på jorden.

Newton mente, at profetierne ikke ville blive forstået i fuldt omfang “før ved endens tid”, og at selv derefter “ville ingen af ​​de gudløse forstå [profetierne]“. Endens tid ville være kendetegnet af en klar forståelse af profetierne (“den sidste tidsalder, en alder hvor der skulle ske en åbenbaring af disse forhold”), en verdensomspændende forkyndelse af evangeliet (“den almindelige forkyndelse af evangeliet skulle ske” og “evangeliet skulle først prædikes for alle nationer før den store trængsel, og verdens ende ville indtræffe”).

Newton benyttede de bibelske profetier til at ”se” ind i fremtiden, og dermed også handle i overensstemmelse med den opnåede viden.

Hvis hans opfattelse på en række religiøse dogmer var blevet kendt, mens han levede, ville han næppe kunnet have opretholdt sine mange æresposter bl.a. som medlem og  præsident af The Royal Society og fra 1703 og til sin død i 1727. Derfor blev hans tanker først kendt efter hans død.

Original Kilde: Isaac Newton: Observations upon the prophecies of Daniel and the apocalypse of St. John. 1733.

 

Print Friendly, PDF & Email
Insert math as
Block
Inline
Additional settings
Formula color
Text color
#333333
Type math using LaTeX
Preview
\({}\)
Nothing to preview
Insert