Historieskrivning

Dateringsmetoderne til fastlæggelse af tidspunkter af historiske begivenheder kan antage mange forskellige former. Historieskrivning er ikke kategoriseret som naturvidenskab, men den henføres under de humanistiske videnskaber. Historieskrivning kan godt benytte sig af naturvidenskab som fx de radiometriske metoder, men ofte vil historieskrivningen hovedsagelig hente sine dateringer gennem tolkning af tekstlige eller mundtlige kilder.

Historiefaget har tilstræbt og været inspireret af naturvidenskabelige metoder og dermed befinder historiefaget sig i et grænseland mellem de bløde og hårde videnskaber.

Historieskrivning kan benytte sig af mange forskellige kilder. Datering af begivenheder, der befinder sig efter skrivekunstens opfindelse, tager normalt udgangspunkt i skrevne beretninger. Jo flere jo bedre selv om de ofte ikke kommer til samme tidspunkt. Også inddragelse af radiometriske dateringsmetoder, arkæologi, astronomi, … kan alle benyttes hvor relevant. Mange kilder betyder ikke altid, at dateringen bliver mere nøjagtig, men det øger muligheden for at udtale sig om usikkerhederne ved resultatet.

Kvaliteten af dateringen af begivenheder afhænger meget af valget af kilder. Er de troværdige, er de tæt på begivenhederne, er der tale om andenhåndsberetninger, er der et gemt skjult motiv osv. Spørgsmål om de historiske beretninges troværdighed er arbejdsgrundlaget for den historiske disciplin som betegnes “kildekritik” (som er den mest udbredte betegnelse) eller måske retteligen “kildeanalyse”.

Om kildekritikken taler Sebastian Olden-Jørgensen i sin bog “Til kilderne” om den indre og ydre kritik[1]. Den indre kritik tilstræber at fastslå sandhedsværdien af den tekst, der undersøges, og den arbejder ud fra spørgsmålene: Hvem var forfatteren? Hvor troværdig var han og hvad var hans forudsætninger? Hvad mente forfatteren? Mente han, hvad han sagde? Kan man antage, at han havde ret i det, han sagde? Det drejer sig kort sagt om forfatteren, og det berettedes troværdighed. Kildekritikkens udfordring er at finde sandheden om en begivenhed og dermed en mulig gengivelse af virkeligheden.

Den ydre kritik arbejder ud fra at få afklaring på spørgsmålene: Er teksten det den giver sig ud for (ægte eller forfalsket)? Er teksten fuldstændig? Er den fri for tilføjelser eller bearbejdelser? I hvilken form eller i hvilke varianter foreligger den? Hvor stammer den fra? Hvem er forfatteren? Hvilke forlæg eller kilder bygger den på? For at give svar på nogle af disse spørgsmål inddrages andre discipliner fx kronologi dvs læren om datering og tidsregning.

Flere begivenheder kan kun bringes ind i vores tidsmæssige ramme (gregorianske kalender) gennem de forskellige kulturers tidsregninger. Det sker typisk, der hvor den samme begivenhed er omtalt i 2 eller flere “kalendere”. Nogle gange kan den tidsmæssige bestemmelse af begivenheder ske med stor sikkerhed, men andre gange er fastlæggelse af en kronologi meget kompliceret og behæftet med usikkerhed. Nogle gange omtales de “sikre” årstal, som benyttes som udgangspunkt for andre tidsangivelser som basisår eller absolutte år.

Hvis alle kilderne – og gerne rigtig mange – pegede på det samme årstal, ville vi betegne dateringen af begivenheden som sikker, og vi stod med et uimodsagt absolut år. I virkeligheden sker det sjældent. Normalt har vi mange observationer med forskelligt udfald. Dermed har vi ikke en endelig sikker fastlæggelse af begivenheden, men vi har lært noget om bestemmelsens usikkerhed. I naturvidenskaberne foretages der ofte mange målinger af det samme objekt, og i et eller andet omfang vil de også vise forskellige resultater. Men her har man matematiske og statistiske metoder til at beregne det sandsynlige resultat. Her er overbestemmelserne med til at give os et rigtigere resultat og samtidig også fortælle os noget om usikkerheden.

Et konkret eksempel på datering af begivenheder for mange tusinde siden findes i bogen “Bibelen i  kulturhistorisk lys, bind 3 side 53-55” afsnittet “Hvor har vi Årstallene fra? Indledning til Konge- og Krønikebøgerne”.

“Kongebøgernes forfatter søger hele tiden at holde læseren oplyst om kongernes regeringsår og tidspunktet for andre betydningsfulde begivenheder.
For at tage et tilfældigt eksempel begynder han sin omtale af Amazja (se Anden Kongebog kap. 14, side 174) på følgende måde: »I Joahaz søns, kong Joas af Israels, andet regeringsår blev Amazja, Joas’søn, konge over Juda. Han var femogtyve år gammel, da han blev konge, og han herskede niogtyve år i Jerusalem.«

Som man ser, giver forfatteren imidlertid ikke – som vi ville gøre det i vore dage – et direkte årstal. Han tidsfæster Amazjas tronbestigelse i forhold til en anden, omtrent samtidig begivenhed, nemlig hvornår en konge af Nordriget var begyndt at regere. Sådan var han nødt til at gå frem, eftersom man intetsteds i den daværende kulturverden havde et bedre system til tidsangivelser.

Man må være taknemmelig for, at der er angivet så mange dateringer (om end altså relative) i Kongebøgerne, for det er dem, der gør det muligt at skrive kongetidens historie som en sammenhængende historisk beretning, og ikke blot som et antal løst sammenkædede optrin. Før man nåede så vidt, er der dog gået et mægtigt og minutiøst forskerarbejde.

For at kunne opstille en årstalsliste på grundlag af sådanne »samtidighedsdateringer« som i Kongebøgerne, må man først arbejde med en såkaldt »relativ kronologi«, dvs. en liste over kongernes regeringsår uden absolutte årstal, men blot i forhold til hinanden. Hvis man så får bare ét af disse »relative« årstal gjort »absolut«, dvs. omsat til vor tidsregning, kan man regne sig frem og gøre alle øvrige relative årstal absolutte.

Men dette er for Kongebøgernes vedkommende svært, fordi forfatteren tilsyneladende modsiger sig selv i sine tidsangivelser. Modsigelserne skyldes dels, at man til forskellige tider regnede kongernes regeringsår ud på forskellige måder; dels at de kilder, som Kongebøgerne bygger på, ikke tager hensyn til, at regeringstiden for to forskellige konger, f.eks. under en borgerkrig, kunne »overlappe«; og dels at konger undertiden blev medregenter allerede medens deres fader levede. Disse uoverensstemmelser tyder imidlertid på at forfatteren har bygget på faktiske lister over kongernes regeringstider, som han kan have fået fra de kongelige skrivestuer, og ikke på sine egne konstruktioner. At sådanne lister har eksisteret sandsynliggøres af det faktum, at man i Mesopotamien har fundet kileskrifttavler med netop den slags lister over kongerne i Assyrien og Babylonien. Derfor kan man stort set stole på den relative årstalsliste, som man kan opstille for kongetiden.

Nu er det så heldigt, at vi for Assyriens og Babyloniens vedkommende kan fastlægge en nøjagtig og absolut kronologi. Dette skyldes, at assyrerne og babylonerne udarbejdede lange årlister – med hvert år navngive efter konger eller høje embedsmænd – og ud for hvert år anførte året vigtigste begivenheder, f. eks. felttog og solformørkelser. En bestemt solformørkelse som er nævnt i disse lister, har man ved hjælp af astronomisk beregninger kunnet henføre til året 763 f. Kr., og derudfra har man via årlisterne, babyloniske historiske værker og astronomiske tidstavle kunnet konstruere en sikker, absolut kronologi for Assyrien-Babylonier fra o. 900 f. Kr. til Assyriens fald ca. 300 år senere.

Dernæst gælder det om at udnytte de berøringspunkter, som eksisterer mellem Nordrigets og Judas historie på den ene side og Babylonien og Assyriens historie på den anden side. Fra Salmanassar 3.s indskrifte ved man, at Akab af Nordriget deltog i slaget ved Karkar i 853 f. Kr Andre indskrifter nævner, at hans efterfølger Jehu betalte tribut til Salmanassar i 841 f. Kr. Det vil sige, at Akab har været i live i 853, og at Jehu var konge i 841. Mellem de to konger regerede Ahazja og Joram ifølge Kongebøgerne tilsammen 14 år. Andetstedsfra ved man, at der er en systematisk fejl på ét år ved udregningen af regeringstiden for alle konger af Nordriget, eller med andre ord at de to konger i virkeligheden tilsammen regerede i 12 år. Da forskellen mellem 853 og 841 netop er 12, følger af dette, at Akab må være død i 853 f. Kr., og at Jehu må være blevet konge i 841.

Ud fra disse to faste årstal, og med støtte i andre faste udgangspunkter, f. eks. året for Jerusalems ødelæggelse, har det så været muligt at rekonstruere hele Israels og Judas kongerækker. Dette arbejde er dog endnu ikke afsluttet i alle detaljer.”

[1] Sebastian Olden-Jørgensen: “Til kilderne” side 9-10, Gads forlag, 2001

Print Friendly, PDF & Email
Insert math as
Block
Inline
Additional settings
Formula color
Text color
#333333
Type math using LaTeX
Preview
\({}\)
Nothing to preview
Insert